Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Den pædagogiske hverdag

Den pædagogiske hverdag

 

Undervisningsningsformen er differentieret, fagdelt og i perioder arbejdes der med projekter. Dette planlægges i de enkelte klasser, ud fra personalets vurderinger af elevernes behov og forudsætninger.

 

Med respekt for forskellighed og med udgangspunkt i at udnytte hinandens stærke sider, arbejdes der i Centerklasserne tæt sammen i teams (professionelle læringsfællesskaber) omkring det enkelte barn og den enkelte klasse.

Vi vægter teamsamarbejdet højt, da vi gennem dialog og nysgerrighed på hinandens praksis, udvikler forståelse for og viden om børnenes udfordringer og forcer. Det tætte samarbejde mellem personalet sikrer et fælles pædagogisk afsæt i vores handlemåder i samarbejdet omkring barnet.

Den pædagogiske praksis kunne se sådan ud:

 

  • Forskellige former for støttesystemer, fx piktogrammer på skemaer og tavler

  • Hel eller delvis afskærmning af barnet.

  • Individuelle skemaer

  • Social træning og konflikthåndtering, fx gennem træning og/eller individuelle elevsamtaler

  • trivselssamtaler

 

Eleverne er fordelt i aldersopdelte klasser, hvor målet er at der gennemsnitlig er 8 elever i hver. Centerklasserne i Brædstrup har plads til 6 klasser fordelt på 2 etager, med egen indgang, eget køkken og legeplads. Svømmehal, hal og andre faglokaler deler vi med resten af Brædstrup Skole.

Til hver klasse i Centerklasserne er tilknyttet tre voksne, fordelt mellem speciallærere og specialpædagoger, der vil typisk være to lærere og en pædagog i teamet omkring klassen.

 

Undervisningen ligger imellem 8.00 og 13.45 for alle klassetrin.

 

Samarbejde med almenområdet

 

Centerklasserne har fokus på hvilke samarbejdsmuligheder der kan være med almenområdet (venskabsklasser, temadage/emneuger, inklusion i enkeltfag eller måske på sigt fuld inklusion, fælles ture m.v.), for på den måde at forberede/afprøve eleverne til præmisserne på normalområdet.

 

Re-visitation

 

En gang om året re-visiteres eleven, hvilket betyder at vi i samarbejde med vores psykolog tilkendegiver om eleven stadig er i det rette skoletilbud, samt hvilke tiltag der evt. skal iværksættes for, om eleven på sigt vil kunne fuldt inkluderes.

Forældrene får et brev til underskrift på om de giver tilladelse til at barnet re-visiteres.

 

Principper for klassedannelse

 

Overordnet sammensættes eleverne i indskolings, mellemtrins og udskolingsklasser, men sammensættes efter individuelle behov, funktions – og fagligt niveau fremfor eksakt klassetrin.

 

De klasser der fungerer godt, bevares så vidt muligt gennem flere år. Ellers tilstræbes det at et evt. klasseskift sker ved begyndelsen af et skoleår.  Dog er der visitation til Centerklasserne 5 gange om året, hvorfor der kan være behov for justeringer midt i et skoleår også.

Den endelige beslutning af klassedannelsen ligger hos ledelsen efter dialog med personalet.

Der tilstræbes færrest mulige klasseskift.